gymnastikudvalgets beretning

Årsberetning fra gymnastikafdelingen - 2010

2010 har været et godt år for gymnastikafdelingen. Vi har i indeværende sæson haft følgende tilbud: Tonsetime for børn, Aerobic, Get Moving, Gi’ den Gas, Senioridræt og som noget helt nyt tidens vel nok mest populære motionsform Zumba-fitness. Zumba-tilbuddet har tiltrukket kvinder i alle aldre, heraf en del, som ikke tidligere har følt sig tiltrukket af idrætsforeningens tilbud. Vi har på Zumba-dillens konto også fået et par nye engagerede trænere, og de har igen gjort det muligt at udvide gymnastikafdelingens program, så vi i den kommende sæson vil kunne tilbyde flere hold til motionsglade børn og voksne.


Aktivitetsdagen i marts 2010 blev for første gang afholdt uden den traditionsrige forårsgymnastikopvisning. Istedet gav Joan Bak og Helle Sommer alle interessede en smagsprøve på, hvad “Get moving” og “Gi’ den gas” er for noget! Både børn og voksne kom på gulvet og fik sved på panden og smil på læben. Til den kommende aktivitetsdag vil også aerobic, zumba-holdet og børneholdet være repræsenteret.


Som noget nyt blev der ved sæsonstart i september afprøvet en abonnementsordning, hvor man for 1 1/2 kontingent frit kan deltage i de fire forskellige “fitnesshold” vi udbyder til voksne. Gymnastikafdelingen har hermed fået det luksusproblem, at vi til en vis grad konkurrere med os selv om kunderne. Vi har derfor måttet nedlægge et enkelt hold (Gi’ den gas) i løbet af sæsonen, som ikke havde nok deltagere. Zumba-holdet fik dermed mulighed for at skifte træningsdag og tid, hvilket resulterede i en del protester, men i lige så mange positive tilkendegivelser. Abonnementsordningen er for os at se en succes; der er flere deltagere til gymnastikafdelingens aktiviteter end tidligere, og det er vores indtryk, at mange ofte går på flere hold eller flexer, så de kommer afsted mindst en gang om ugen. Dog er der visse ulemper: Hvis et hold skifter træningstid eller helt nedlægges midt i sæsonen devalueres ordningen, og fleksibiliteten gør det svært at få informeret om aflysninger, fordi deltagerne er tilmeldt et stamhold, men træner på flere hold.


Gymnastikafdelingen planlægger at fortsætte med alle eksisterede hold til næste sæson. Derudover vil vi forsøger os med Forårs-Zumba med opstart ultimo marts samt “Zumbatomic for børn”, som vi uden held forsøgte at få i gang i november. Derudover har vi et par trænere tilmeldt kurser i børnegymnastik, og vi håber meget at kunne udbyde flere aktiviteter for børn og unge i efteråret.


Igen i år en stor tak til de frivillige instruktører og hjælpere samt udvalgsmedlemmer som gør det muligt at holde gymnastikafdelingen kørende: Joan Bak, Charlotte Wolffbrandt, Dorte Mathiesen, Lotte Ankjær, Viggo Sørensen, Stefanie Bodien, Vikie Schiewe, Helle Sommer, Jette Behrens og Malene Laursen. Og sidst, men ikke mindst en særlig tak til Marianne Borne, som vikarierer for stort set alle trænere og er gymnastikafdelingens kontaktperson i bestyrelsen.


Gymnastikudvalgsformand, Hanne Lundgren Nielsen